exhibitions

WHAT REMAINS, WHAT EMERGES // DUO UDSTILLING // PERNILLE BRAUN & SØREN RØNHOLT // 4.4 - 21.4.2025

Landskaber formet af is. Skulpturer skabt i varme. I spændingsfeltet mellem det faste og det flydende, det kontrollerede og det tilfældige, mødes billedkunstner Søren Rønholt og glaskunstner Pernille Braun i en sanselig undersøgelse af tid, tyngde og transformation.

Søren Rønholts landskabsfotografier indfanger naturens storhed, luner og forgængelighed – frosne øjeblikke af sne, is og tid, hvor fraværet af liv skaber en meditativ stilstand og åbner for refleksion. Hans billeder trækker os ind i et rum, der er både tomt og fyldt, en stilstand, der veksler mellem det konstante og det midlertidige. Vi møder landskaber, der er både smukke og urovækkende – en natur, der virker indbydende, men også overlegen og afvisende. Fraværet af mennesker og levende væsener skaber en foruroligende stilhed. 

Pernille Braun arbejder i et tilsvarende spændingsfelt – i transformationen mellem form og opløsning, mellem kontrol og kollaps, med en iboende spænding mellem ro og uro. Med sine værker udforsker hun kontraster, hvor det bærende ofte synes mere opløst end det, det bærer, og hvor transformation bliver et centralt omdrejningspunkt. Hendes værker opstår gennem en proces, hvor individuelle elementer samles, men har gennemgået forskellige grader af smeltning. Materialet, glas, understreger denne dynamik – det kan opløses, formes og genbrændes igen og igen. På samme måde som naturen i Rønholts afbildninger, bærer Brauns værker på en mystik og lune.

Både Rønholts fotografier og Brauns glasværker udfordrer vores umiddelbare forståelse af deres materialer. Rønholts billeder viser os naturen, men i en form, der føles gådefuld. Brauns skulpturer ligner ikke den genkendelige form, vi forbinder med glas – de er på én gang solide og skrøbelige, flydende og faste. Denne tvetydighed vækker nysgerrighed: Hvad ser vi egentlig på? Hvordan er det skabt? Og hvad er det på vej til at blive? Sammen danner deres værker en dialog om materialitet, tidens bevægelse og det uvisse. Naturens kræfter er både skabende og destruktive – hvad bærer, og hvad bryder sammen? Hvad forbliver, og hvad opstår?

//

SURFACE TENSION // SOLOUDSTILLING // KASPER HERMANN //
4.4 - 21.3.2025

Flyder over, drypper ned langs siderne – epoxy-resin omfavner lærredet som et blødt, transparent lag, som en glaze, og giver værket en sidste skinnende finish. Som et fysisk billede på den overfladespænding, der eksisterer som en taktil hinde. En sjælden gang imellem bliver en lille, sort flue fanget i processen – indkapslet og forseglet for evigt. Som et fossil, tilfældigt fanget i den glasklare masse, danner den en skarp kontrast til det akrylbaserede motiv og reflekterer en fornemmelse af tid.

Kasper Hermanns værker bygger på tre primære medier: epoxy-resin, akrylmaling og lærred. Resin, oprindeligt ikke skabt til kunst, men derimod som plast eller harpiks, et kemisk stof, der er både modstandsdygtigt og holdbart. Når det hærder, skifter det karakter fra blødt til hårdt og danner en uigennemtrængelig overflade. I sin hårde form, gennemskinnelig som glas, bærer det en fysisk tyngde, der er svær at fange med øjet. Hvis det knækker, splintrer det som glas – tusinde skarpe brudstykker. 

Motiverne i Hermanns værker er minimalistiske, men langt fra tilfældige. Den enkle prik, altid i forskellige størrelser, farver og former, fungerer som et universelt sprog – et symbol på noget, vi alle genkender og forstår. For Hermann rummer prikken både legende og alvorlige undertoner. Den kan være ironisk, en gimmick eller et dybere udtryk, der taler til universelle oplevelser og følelser. Hermann bygger videre på en kunstnerisk tradition, hvor prikken har spillet en central rolle. Den japanske kunstner Yayoi Kusama og den danske Poul Gernes er begge kunstnere, der på hver sin måde har udforsket prikkens potentiale – Kusama gennem sine polkaprikkede, fantasifulde universer og Gernes i sine farverige, konceptuelle værker og udsmykninger, hvor prikken ofte indgår som en del af et større dynamisk mønster.

I Hermanns værker er prikken ikke blot et formelt element, men en direkte forbindelse til følelser, oplevelser og minder. Når man dykker ned i titler til Hermanns værker, afsløres dybden af de følelser, der gemmer sig under overfladen. Prikken bliver et udtryk for et personligt univers, hvor beskueren inviteres til at se sig selv, spejlet i værkets blanke ydre – gennem nye farver, kontraster og former, der åbner op for refleksion og nye perspektiver.